Fag nyheder — 28 februar 2017

Trafikforskningspris til en yngre forsker

En testamentarisk gave fra professor P. H. Bendtsen, som var professor i trafik ved DTU fra 1949 til 1977, har gjort det muligt at oprette en fond, hvis formål er at uddele en Trafikforskningspris til en yngre dansk forsker. Professor Bendtsen arbejdede ved Institut for Veje, Trafik og Byplan, som i dag hovedsagelig indgår i  Transport DTU. Prisen uddeles som belønning for et videnskabeligt arbejde, fortrinsvis inden for trafikteknik, trafikplanlægning, trafikmiljø, transportøkonomi eller trafiksikkerhed. Da konferencen Trafikdage på Aalborg Universitet velvilligt har tilbudt at bidrage med supplerende midler vil prisen fremover foreløbig blive uddelt hvert år. Med prisen følger i 2017 et rejselegat på kr. 20.000.

Hermed indkaldes ansøgninger fra danske trafik- og transportforskere, som er under 40 år den 1. Maj 2017, og som mener at kunne komme i betragtning ved uddelingen af prisen i 2017.

Ansøgningen skal indeholde en motiveret ansøgning og et CV. Derudover skal der medsendes én videnskabelig artikel inkl. et dansk resume på 1-2 sider. Bestyrelsen betragter det som en fordel, hvis den videnskabelige artikel har været publiceret et anerkendt internationalt tidsskrift. Det forudsættes at den indsendte artikel har ansøgeren som førsteforfatter, og i tilfælde af medforfattere at der er en vedlagt medforfattererklæring, der forklarer de enkelte forfatteres bidrag. Der kan i stedet for en artikel medsendes et resumé af et større arbejde – fx en Ph.D.-afhandling. Resumeet skal indeholde oplysninger om hvor arbejdet er publiceret. Ansøgningen skal også indeholde oplysninger om ansøgerens fulde navn, adresse og fødselsdato.

Fondsbestyrelsen vurderer de indkomne ansøgninger. Bestyrelsen kan indhente sagkyndige vurderinger udefra af de indkomne arbejder, men bestyrelsen alene har det fulde ansvar for prisuddelingen. Bestyrelsen består af:

  • Professor Otto Anker Nielsen, Transport DTU, Formand
  • Direktør Carsten Falk Hansen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
  • Direktør Jens Holmboe, Vejdirektoratet
  • Seniorforsker Hans Bendtsen, Vejdirektoratet
  • Lektor Harry Lahrmann, Aalborg Universitet

Prisuddelingen forventes i 2017 at finde sted i forbindelse med ”Trafikdage på Aalborg Universitet 2017”, og prismodtageren forventes at give en forelæsning om arbejdet ved denne lejlighed.

Ansøgning indsendes inden 20 April 2017 skriftligt til prisens formand:

  • Professor Otto Anker Nielsen
    Transport DTU, Bygningstorvet 116B
    DTU Management Engineering
    2800 Kgs. Lyngby
    Samt per e-mail til samme; oani@dtu.dk

 

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author