Synspunkter — 20 november 2018

Jeg glæder mig til… Vejforum

Af direktør Eva Kanstrup, Teknik og Miljø, Herning Kommune og formand for Vejforum

Vores sektor, og de opgaver vi arbejder med, er på mange måder i orkanens øje i disse år. Balancen mellem den kollektive trafik og bilerne er overliggeren, og klimaudfordringen, trængsel, trafiksikkerhed og bosætning bidrager til en spændende cocktail med stor vigtighed for borgere og virksomheder. Og dermed for vores folkevalgte. Som nyvalgt formand for Vejforum glæder jeg mig selvfølgelig lidt ekstra til årets udgave af konferencen.

Noget af det helt unikke ved Vejforum er, at vi samler aktørerne fra kommuner, stat, rådgivere, entreprenører og forskningsinstitutioner. Netværket, dialogen og videndelingen er det, der skaber udvikling, kvalitet og bedre løsninger i vej- og trafiksektoren. Og derfor er det også fantastisk, at vi har modtaget 170 spændende forslag til indlæg på Vejforum 2018. Det betyder, at vi kan præsentere masser af ny viden og praktiske erfaringer fra arbejdet med veje og trafik.

Der vil med to nyskabelser være mere dialog på Vejforum i år. ”Round-robin” er en ny type session, hvor 3-4 indlæg præsenteres samtidig for en mindre gruppe af sessionens deltagere, der skifter mellem posterne. Alle kommer således til at møde alle. Sessionen introduceres af en facilitator, der styrer processen under sessionen. Præsentationerne vil kun være tilgængelige under sessionen.

”Speakers corner” giver alle mulighed for at sige det, som alle bør høre. Stil dig op på kassen i foyeren, grib megafonen og skab dit eget publikum. Det kræver ikke reservation, men en god evne til at fastholde publikums interesse.

I årets program har vi lavet et mængde spændende og inspirerende nedslag, som jeg tror vil være afsæt for gode diskussioner og vil gøre os klogere. Tidligere udenrigsminister, finansminister og formand for d. 70. generalforsamling i FN, Mogens Lykketoft står for åbningstalen ved Vejforum 2018. Hans budskab er, at vi er nødt til at satse benhårdt på at udfase brug af fossile brændstoffer med skatter og afgifter, og at der er behov for en massiv verdensomspændende kollektivisering og elektrificering af transporten, især i de mange eksplosivt ekspanderende storbyer. Et andet tema er adfærd i trafikken. Hjerneforsker Peter Lund Madsen giver os et indblik i, hvorfor vi bliver ved med at opføre os tåbeligt i trafikken, selvom vi ved, at det går galt. Ledelse er også et tema, hvor Nils Villemoes med sit foredrag ”bøvl” sætter fokus på ledelsens udfordringer i krydsfeltet mellem faglighed og politik. Og så rummer programmet et stort tema om mobilitet og en opfølgning på årets ITS-World Congress, der netop er afholdt i København.

Et grundlæggende formål med Vejforum er, at vi skal lære af hinanden og blive endnu bedre til at se infrastrukturen i Danmark som en helhed, uanset hvem der er myndighed eller aktør i et konkret område. Vi har som sektor ansvar for at skabe gode fælles løsninger for trafikanterne. Og det er der også brug for.

Kommunerne står med et gigantisk vedligeholdelsesefterslæb på vejområdet, og det udgør et anseeligt samfundsmæssigt problem. Kommunerne er interesserede i metoder og strategier på højt fagligt niveau og nye måder at gøre tingene på. På Vejforum kan vi møde aktører fra ind- og udland, der er foran os selv og kan inspirere os til nye løsninger.

Jeg glæder mig til, vi ses i Nyborg.

 

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.