Synspunkter — 12 december 2017

Fokus på kommunerne

Af Ansv. Red. Svend Tøfting, Trafik & Veje

Vi er nu ved at afrunde 2017, og jeg kan konstatere, at Trafik & Veje igen har haft et godt år. Bladet har aldrig haft flere sider, og antal læsere har heller ikke været større.

Antallet af trykte blade er nu godt 1500. Det er reduceret med ca. 400 blade, men det er erstattet af tre gange så mange e-abonnementer. Vi vil se flere og flere anvende e-abonnementer, men bladet vil fortsat primært være et trykt blad.

Mange af jer læsere deltog i efteråret i en stor læserundersøgelse gennemført af Jysk Analyse. Vi fik meget god respons på undersøgelsen og tak for det. Undersøgelsen er nærmere beskrevet på side 32.

Vi har med undersøgelsen fået bekræftet den redaktionelle linje, men der er en række forslag til justeringer. Vi har med baggrund i læserundersøgelsen beslutter en række initiativer. Vi vil bl.a. se på mulighederne for at bringe mere journalistisk behandlet stof, og vi vil arbejde mere målrettet ved anvendelse af de elektroniske platforme.

Undersøgelsen viser også, at læserne i stigende grad efterspørger artikler med resultater og erfaringer omkring projekter i kommunerne.

Vi har på denne baggrund og med baggrund i kommunevalget besluttet at sætte fokus på kommunerne i 2018. Vi vil derfor helt konkret i første halvår bringe mange artikler med fokus på de kommunale veje, og udsende bladet gratis til de nyetablerede tekniske udvalg i første halvår 2018.

Vi vil give de nyvalgte politikere en bedre viden om, hvad der rører sig på det kommunale vejnet samt anvise nogle værktøjer til at forbedre trafiksikkerhed, vejstandarder og mobilitet m.m.

Vi tror, at mere viden om området vil medvirke til, at der sættes mere politisk fokus på løsning af de trafikale udfordringer i kommunerne, og at der i forbindelse hermed afsættes flere ressourcer til området.

Jeg håber, at kommunerne vil tage godt imod dette initiativ.

Men ellers vil jeg benytte lejligheden til at takke for den store opbakning, der vises bladet fra alle sider i sektoren. Tak til alle vore abonnenter og annoncører, der sikrer økonomi til at udgive Trafik & Veje. Og sidst, men ikke mindst en stor tak til alle vore forfattere. Vi har igen i år over 300 forskellige forfattere til de 570 sider fagligt stof. I er en forudsætning for, at vi kan udgive et blad, hvor 89% af læserne mener, at artiklerne er troværdige.

Rigtig god jul og godt nytår.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author