Synspunkter — 21 januar 2019

Af ansvarshavende redaktør Pablo Celis, Trafik & Veje

TID TIL FORDYBELSE

Det er efterhånden mange hundrede år siden at Guttenberg opfandt trykpressen, der siden revolutionerede verdenen, som vi kender den. I dag har den trykte litteratur fået konkurrence om forbrugerens tid fra mange sider – alt fra digitale nyhedskanaler, sociale medier til lydbøger og meget andet. Vi er dog milevidt fra det sagnomspundne papirløse samfund, som var den hotteste trend-profeti først i 90’erne – og heldigvis for det.

Når man læser sin litteratur på et elektronisk medie, hvor der popper beskeder fra Facebook op og alt mulig andet kan man hurtigt blive revet ud af sin læsning og man risikerer at miste noget af fordybelsen. Og måske netop derfor lever det trykte medie stadig her mange år efter de første dommedags profetier. Vi har som individer i en digital tidsalder stadig behov for at ”koble fra” og give os selv tid til fordybelse – bare engang imellem.

En nylig gennemført undersøgelse af MEGAFON/BJERGK med titlen ”Faglig formidling i digitale tekster” har kortlagt danskernes holdning til digitale tekster kontra trykte medier. Resultaterne fra undersøgelsen vil nok overraske dig – især hvis du tror, at de unge er dem, der er mest til at læse tekster på digitale medier.

Ifølge undersøgelsen foretrækker 77 procent af danskerne at læse på papir fremfor skærm, når de skal læse længere faglige tekster. Og blandt de unge (18-29 år) er det hele 83 procent, der foretrækker papir når de skal læse længere tekster. En læserundersøgelse gennemført blandt Trafik & Vejes egne læsere viser at 62 procent udelukkende læser bladet på trykt form.  13 procent læser kun bladet på elektronisk form og de resterende 25 procent læser bladet både elektronisk og på trykt form.

Hos Trafik & Veje vil vi gerne understøtte de individuelle behov vores læsere har. I 2019 vil vi lancere en ny og bedre platform til læsning af vores elektroniske udgave af bladet ligesom vi hver måned vil udvælge ”månedens fokusartikel”, hvor redaktøren via de sociale medier vil stille en række opfølgende spørgsmål til forfatteren af artiklen med henblik på at perspektivere indholdet, skabe yderligere debat og generere vidensdeling blandt læserne. Vi håber i tager godt imod de nye tiltag.

2019 bliver et spændende år hvor jeg tiltræder som ansvarshavende redaktør og hvor jeg sammen med bestyrelsen skal prøve at løfte bladet ind i en fremtid, hvor der med statsgaranti bliver øget kamp om læsernes opmærksomhed på en lang række medier – vi tror dog grundlæggende på at vores unikke opskrift med formidling af artikler med faglig dybde skrevet af teknikere til teknikere vil overleve mange år frem – også på tryk.  Det har det indtil videre gjort siden 1924, hvor bladet udkom første gang.

En særlig tak skal lyde til den afgående ansvarshavende redaktør Svend Tøfting som i 30 år har siddet ved roret for Trafik & Veje. Svend har med sit evige gåpåmod evnet at sætte vigtige dagsordner for hele vejsektoren og jeg er ret sikker på at han vil blive savnet i såvel det faglige miljø som i den daglige rutine omkring produktionen af Trafik & Veje.

Jeg håber at se jer alle sammen til Svends formelle afskedsreception, som bliver afholdt den 28. januar 2019 kl. 16.30 i Ingeniørhuset i København

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.