Synspunkter — 15 maj 2018

Det rækker ikke at være optaget af asfalt, asfalt og mere asfalt

Af Klaus Bondam, direktør Cyklistforbundet

”Cyklen er et vigtigt transportmiddel for rigtigt mange danskere. For nogle er cyklen endda den eneste måde at transportere sig hurtigt og billigt nok. For andre er cyklen en sund livsstil eller et bevidst politisk valg, fordi de ikke bryder sig om alternativerne.”

Disse var ordene fra transportminister Ole Birk Olesen (LA), umiddelbart efter at han tiltrådte som minister.

Fortsættelsen lød:

”Jeg har den største respekt for valget af cykel, uanset hvad baggrunden er. Og jeg ser det som en helt naturlig opgave for Folketinget og regeringen at sikre en infrastruktur med gode forhold for de cyklende. Cyklister slider næsten ikke på vejene, de forårsager kun få alvorlige ulykker på andre trafikanter, de forurener ikke, og cykelmotion gavner folkesundheden. En regering kan kun elske cyklen.”

Som direktør i hverdagscyklisternes interesseorganisation blev jeg meget glad. Så store ord, som jeg ikke havde ventet fra en politiker fra Liberal Alliance. På den anden side var Ole Birk Olesen sit partis første transportminister, og måske var hans udtalelser udtryk for, at cykelpolitikken i Danmark nu endelig havde vristet sig fri af blokpolitikken.

Ole Birk Olesens forgænger Venstre-manden Hans Chr. Schmidt havde taget de første skridt. Som gammel folkeskolelærer var han bekymret over det voldsomme fald, som vi oplever i disse år, når det gælder børn og unges cykelture til og fra skole. Hans Chr. Schmidt havde kort tid, før en ministerrokade tvang ham væk fra posten, sat gang i planlægningen af en række cykel-borgermøder rundt omkring i det ganske land. Det arbejde blev øjeblikkeligt stoppet af den nye minister.

Desværre må man sige, at denne regering indtil videre kun har vist sin kærlighed i ord og bestemt ikke i handling, når det gælder fremme af cyklismen i Danmark. De har sænket alderen for kørekort for unge både til bil og knallert. De har øget hastighederne for biler på vejene. De har sænket registreringsafgiften på biler. De har sat gang i processen med at introducere små motoriserede køretøjer inkl. speedpedelecs på cykelstierne. De eneste midler, der de seneste år er blevet tilført på cykelområdet (100 mio. kr. cykelpuljen 2018-19) i Ole Birk Olesens ministertid, stammer fra et flertal udenom regeringen.

Så nej! I Cyklistforbundet kan vi konstatere, at denne regering alt andet end elsker cyklen.

Desværre, for aldrig har behovet for at gentænke vores måder at lade os transportere på i hverdagen været større. Seneste har Ekspertgruppen Mobilitet for Fremtiden gjort det klart for os alle, hvilke enorme udfordringer vi som samfund står overfor, når det handler om den stigende trængsel. For eksempel vil århusianerne, odenseanerne, ålborgenserne og københavnerne opleve en stigning på 149% i de kommende 10-12 år i den tid, som de vil sidde og trille tommelfingre i bilkøer.

Ekspertgruppen slår samtidig fast, at cyklen og højklasset kollektiv transport er en afgørende del af løsningen og slår også et kraftigt slag for mere skinnebåren trafik, delebiler, samkørsel m.m.

Det kan ikke beskrives som andet end naivt at holde fast i troen på, at man med ny infrastruktur kan bygge sig ud af den enorme og stærkt stigende trængselsudfordring. Det rækker ikke at være optaget af asfalt, asfalt og mere asfalt.  Vi må og skal også se på, hvordan økonomiske incitamenter kan medvirke til, at bl.a. cyklen og den kollektive trafik bliver det foretrukne transportmiddel i hverdagen. En ny tilgang til transportfradraget kunne være en mulighed.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.