Synspunkter — 20 marts 2019

Små motoriserede køretøjer er en udfordring for trafiksikkerheden.

Af Mogens Kjærgaard Møller, Administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik

Det er en risikabel manøvre, politikerne på Christiansborg er i færd med, når et bredt flertal på nær Enhedslisten bakker op om, at det fra 17. januar i år er lovligt at færdes på en række eldrevne køretøjer på cykelstier og veje. Begrundelserne for, at politikerne tillader køretøjer som el-løbehjul, el-skateboards og uniwheels, skal ofte findes i et ønske om bedre mobilitet og større udvalg af transportformer. Men man har valgt at se bort fra de entydigt bekymrede høringssvar, som Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet, Cyklistforbundet, DTL, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Transport DTU, Kommunernes Landsforening, Dansk Fodgængerforbund, Forsikring & Pension og Forbrugerrådet har afgivet. Sjældent har man hørt så samstemmende et bekymringsopråb, der er gjaldet ud over den lovgivende magt, men på trods af advarslerne er ordningen blevet en realitet.
Efter Rådet for Sikker Trafiks opfattelse er problemerne med de nye køretøjer mange. Først og fremmest hører en række af de små motoriserede køretøjer til i kategorien ”legetøj”, og de har intet at gøre i trafikken. På de selvbalancerende køretøjer som uniwheels og segboards er der typisk hverken rigtige bremser, lys eller sæde, og der er heller intet styr. I stedet skal føreren forskyde sin vægt for at få køretøjet til at bremse eller ændre retning, og i kombination med ofte bittesmå hjul, som er ekstremt følsomme overfor huller og ujævnheder i vejen, kan det skabe farlige situationer. På en del el-løbehjul er der lys og bremser, hvilket gør dem til et bedre alternativ, men også el-løbehjul har i både Paris, Madrid og Los Angeles været involveret i dødsulykker. I sammenligning med flere andre lande er de nye regler i Danmark tilmed mere lempelige, da der er sat en lav aldersgrænse, og der ikke er stillet krav om kørekort.
Det er desuden tilladt for små motoriserede køretøjer at køre op til 20 km/t, hvilket er hurtigere end den gennemsnitlige cyklist kører, og den høje hastighed kan blive et problem for andre trafikantgrupper. Set fra førerhuset på en højresvingende lastbil vil det ikke gavne overblikket i sidespejlet, når der kommer en person på et segboard, som til forveksling kan ligne en fodgænger, men som kommer kørende med 20 km/t. Den typiske fører af et uniwheel eller et segboard må samtidig forventes oftest at tilhøre den yngre del af befolkningen, som er mere risikovillige, og som er overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne. Det vil altså sandsynligvis blive en i forvejen udsat gruppe, der nu kommer til at indgå i endnu flere ulykker.
Når ulykker med små motoriserede køretøjer sker, opstår endnu et problem. Der er grund til at antage, at det bliver problematisk at registrere de nye typer køretøjer i ulykkesstatistikkerne. Særligt på skadestuerne, hvor mange tilskadekomne forventeligt bliver tilset, kan korrekt registrering blive udfordrende. Det kan risikere at få antallet af ulykker til at fremstå lavere end det reelt er, og der kan altså opstå et mangelfuldt grundlag til at evaluere ordningen på. På forhånd er der da heller ikke opstillet kriterier for, hvor mange flere dræbte og tilskadekomne, man fra politisk side vil acceptere som konsekvens af ordningen.
I Rådet for Sikker Trafik håber vi, at vores bekymringer om ulykker med små motoriserede køretøjer ikke bliver indfriet. Desværre peger alle indikationer og al erfaring på, at de nye køretøjer vil resultere i ulykker, hvor politiet må ringe på døren til pårørende med den værst tænkelige besked, som man kan få.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.