Synspunkter — 21 april 2014

Kommunalreformen har givet dårlige veje

Karsten Thorn,
Forhenværende Teknisk chef
i Sæby Kommune

Den seneste kommunalreform havde bl.a. til hensigt at skabe store rationelle enheder, hvor man i højere grad kunne opbygge den nødvendige ekspertise. Et andet vigtigt element i reformen var, at de midler, der blev administreret af staten, amterne og kommunerne, i højere grad kunne underlægges en samlet politisk prioritering, der tilgodeså borgernes behov. Efter amternes nedlæggelse har det vist sig, at de specialer, de drev på tværs af kommunegrænserne, ikke er blevet varetaget med den samme ekspertise som tidligere.

På vejområdet havde amterne en meget lang tradition for anlæg – og drift af veje. Før den seneste kommunalreform varetog amterne vejbestyrelsesområdet for samtlige regionale veje i amtet. Vedligeholdelsen blev prioriteret af amterne, dvs. at amtskommunerne afsatte de nødvendige midler til området.

Vejen binder samfundet sammen. Man kan roligt slå fast, at de danske veje udgør den væsentligste del af den danske infrastruktur. En meget stor del af godsmængden fremføres på bil. Pendlere krydser landet for at nå frem til deres job. Og busruter, hjemmehjælp, brandvæsen, politi, Falck samt mange flere er afhængig af et velfungerende vejnet. Derfor er det problematisk, at de danske veje, bortset fra motorvejene og hovedlandevejene, der bestyres af staten, er i et kolossalt forfald. Mange af de fint vedligeholdte regionale veje, som kommunerne overtog af amterne, er i en dårlig forfatning.

Kun få husejere ville undlade at reparere deres tag, hvis det var utæt. På samme måde ville husejerne sørge for, at deres trævinduer ville få en løbende vedligeholdelse med maling. Vejene har det samme behov for vedligeholdelse. Hvis vi ikke løbende fornyr eller reparerer belægninger, går de til. De danske veje er udsat for en meget hård klimapåvirkning.

I bladet Motors novembernummer 2013 skriver adm. Direktør Thomas Møller Thomsen, at bilisterne årligt lægger 43 mia. kr. i statskassen. Han oplyser samtidig – citat: ”Netop vejvedligeholdelsen er et ømt punkt i mange kommuner, og når FDM spørger de kommunale vejforvaltninger, vurderer 9 ud af 10, at der bruges for få penge på området – de kommunale veje forfalder stille og roligt år efter år. Kommunerne har et vedligeholdelsesefterslæb på et tocifret milliardbeløb – og problemet bliver større og dyrere”.

I Nordjyske kunne man den 9. marts 2014 læse, at der ikke er råd til hajtænder og vejstriber i Aalborg Kommune. En vejingeniør udtaler –citat: ”Der er ikke penge nok. Så kort kan det forklares, at der mangler striber på vejene, og at der mangler hajtænder og striber på fodgængerfeltet. Budgettet rækker ikke. 1,1 million er der sammenlagt afsat i budgettet til vedligehold, og 400.000 kr. er der afsat til genstribning af veje efter asfaltarbejder. Hvis man skulle kunne følge med, mangler der tre – fire gange det budget, man har i dag”, siger ingeniøren. Jeg synes roligt, vi kan konkludere, at det er et stort færdselssikkerhedsmæssigt problem, hvis vejafmærkningen ikke vedligeholdes!

Ifølge FDM lægger trafikanterne altså årligt 43 mia. kr. i kassen. Hvor bliver de af – og hvordan fik amterne råd til at sikre en velgennemført vejvedligeholdelse? Fakta er, at Kommunerne skubber et kæmpeproblem foran sig. År for år akkumuleres problemet. Når det gennem nogle måneder / år har regnet ned gennem taget, slipper man ikke med at udskifte en enkelt tagplade – så skal hele huset i stedet renoveres. Det er præcist det billede, vi i dag ser på vejområdet mange steder. Det bliver dyrt!

Aviserne er dagligt fyldt med kommunernes økonomiske trængsler. Der tales meget om nedskæringer på social- børne- og ældreområdet, og i det perspektiv og med den prioritering vejene indtil nu har haft i de såkaldte storkommuner, er det svært at se et håb for vejene forude.

Afslutningsvis vil jeg opfordre Indenrigsministeriet, Transportministeriet og KL til at gøre sig grundige overvejelser, om kommunalreformen på vejområdet har været rigtigt og fornuftigt. I samme overvejelse bør indgå en løsning af det meget store finansielle problem, som kommunerne har oparbejdet på vejområdet, siden den store reform blev gennemført.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.