Synspunkter — 23 april 2015

Trafiksikkerhedsarbejde med plads til forbedringer

Af Harry Lahrmann

Temaet i dette nummer af Trafik og Veje er trafiksikkerhed. En stor ros til Trafik & Veje’s redaktion fordi de på denne måde sætter fokus på trafiksikkerheden.

Det er mere end man kan sige om politikerne i Færdselssikkerhedskommissionen. Hos dem synes interessen for trafiksikkerhed lille. Kigger man i referaterne fra Færdselssikkerhedskommissionens møder, må man konstatere, at interessen fra folketingspolitikerne i at deltage i kommissionens arbejde er behersket. Der er 8 MF’ere i kommissionen, men kun mellem én og tre deltager ifølge referaterne i kommissionens møder. Måske handler det også om, at arbejdet i Færdselssikkerhedskommissionen ikke synes at sprudle af nytænkning og kreativitet. Kommissionen har siden dens nedsættelse i 1986 holdt to til tre årlige møder og med 5 til 10 år mellemrum udgivet en færdselssikkehedspolitisk handlingsplan – og det er så det. Måske skulle kommissionen lidt længere frem i skoene – være lidt frækkere – det ville nok også fremme MF’ernes interesse for kommissionens arbejde.

Det bliver ofte fremhævet, at det jo går godt med trafiksikkerheden – antallet af dræbte og kvæstede falder år for år. For de dræbtes vedkommende er det med korrekt, antallet af dræbte er således de sidste ti år faldet fra omkring 430 til omkring 190. Men for de kvæstede vedkommende er der desværre et stort og voksende mørketal i den officielle uheldsstatistik, der er baseret på politiets uheldsindberetninger. I 2013 registrerede politiet kun 3500 kvæstede medens skadestuerne registrerede 37.000 altså 10 gange så mange. Sammenligner vi med skadestuernes tal og sætter år 2001 til 100, så var det officielle uheldsindeks i 2013 faldet til 39, hvorimod antallet på skadestuerne kun var faldet til indeks 77. Men også skadestuernes tal er sandsynligvis belastet af et stigende mørketal i perioden, fordi skadestuerne i perioden har ændret praksis, så man nu kun kan komme på skadestue efter henvisning fra lægevagten.

Så er der ulykkerne, som behandles af de praktiserende læger, og dermed slet ikke optræder i hverken politiets eller skadestuernes statistikker. Hvor mange er de, og hvor alvorlige er disse uheld – tja vi ved det ikke, men tro ikke, at det kun er småskrammer, der ender her. Lad mig nævne to af disse ulykker, som jeg personligt kender til. Begge er eneuheld med cyklister i glat føre. I det første uheld vælter en 50 årig kvinde på cykel på vej til arbejde og slår hovedet mod asfalten – hun har cykelhjelm på, er lidt fortumlet, men ikke mere end hun fortsætter til arbejdet. Hun bliver dog dårlig i løbet af dagen og opsøger egen læge, der konstaterer en kraftig hjernerystelse – så kraftig at hun i dag – 2 år senere – stadig har men af uheldet og har måttet gå ned på halv tid på arbejdet. Det andet uheld er med en 36 årig kvinde, og forløbet er næsten det samme, og her flere måneder efter er hun stadig deltidssygemeldt, men heldigvis med gode prognoser. Men disse uheld er aldrig endt i hverken den officielle uheldsstatistik eller i skadestuernes statistik – selv om de har haft voldsomme konsekvenser for de to kvinder. Og for vejbestyrelsernes arbejde ville et større kendskab til denne type uheld måske betyde, at vintervedligeholdelsen i højere grad ville rettes mod cyklisternes forhold.

Eneuheld med fodgængere defineres ikke som et trafikuheld, men ikke mindre end 17.000 i gennemsnit blev behandlet på danske skadestuer efter fald på et fortov i årene 1998 til 2009. At eneuheld med forgængere ikke defineres som trafikuheld betyder, at der ikke er fokus på dette betydelige problem, når vejbestyrelsernes trafiksikkerhedsarbejde skal tilrettelægges og prioriteres. Skal der satses på en ny rundkørsel eller skal fortovene rettes op og vintervedligeholdelsen af disse prioriteres? Først hvis fodgængeruheldene defineres som trafikuheld, kommer fortovene ind i denne prioritering.

Men betyder det store mørketal noget? Hvis blot de registrerede ulykker er repræsentative for alle de indtrufne ulykker, er det vel tilstrækkeligt. Desværre ikke, mørketallet giver flere store problemer for trafiksikkerhedsarbejdet. For det første betyder det lave registrerede uheldstal, at det i praksis ikke længere er muligt på et statistisk sikkert grundlag at udpege de såkaldte sorte pletter. En metode der i de sidste 30 år med succes har været en grundsten i vejbestyrelsernes trafiksikkerhedsarbejde. For det andet er mørketallet skævt fordelt på trafikantgrupperne og er således langt større for cyklister end for bilister. Denne skævdeling betyder – som for de manglende eneuheld med fodgængere – at prioriteringerne i trafiksikkerhedsarbejdet bliver vanskelige. For det tredje vanskeliggør store mørketal og dermed få registrerede uheld gode effektundersøgelser – altså hvad virker, og hvad virker ikke.

Og gode effektundersøgelser og dermed evidens for trafiksikkerhedsarbejdets foranstaltninger er i høj grad en mangelvare i Danmark. Når nye foranstaltninger afprøves, virker tilrettelæggelsen mere som resultatet af politiske overvejelser end af en stringent planlægning af et forsøg, der kan skabe evidens omkring en given foranstaltning. Lad mig komme med et par aktuelle eksempler:

I 2011 igangsatte man et forsøg med at hæve hastighedsgrænsen fra 80 til 90 km/t på 103 km landevej, men samtidig gennemførte man på de samme strækninger en række anlægstekniske foranstaltninger med henblik på at forbedre trafiksikkerheden – nu da hastigheden blev sat op. Meget sympatisk, men det indlysende problem er jo, at når man så efterfølgende tæller antal uheld, så ved man ikke, hvad der har påvirket uheldstallet – de anlægstekniske foranstaltninger eller ændringen i hastighedsgrænsen.

Netop i disse dage har man efter flere års tilløb indført mulighed for at dømte spritbilister kan få kortet tidligere tilbage, hvis de installerer en alkolås. Prisværdigt initiativ, men ærgerligt, at man ikke benyttede lejligheden til at finde ud af, om en alkolås hjælper. Det kunne man have gjort igennem et lodtrækningsstudie. Et lodtrækningsstudie er effektstudiernes guldstandard og kunne i dette tilfælde være foretaget ved, at kan havde tilbudt de spritdømte frivilligt at deltage i et sådan studie – og derefter ved lodtrækning at have placeret deltagerne i to grupper – en gruppe, der fik mulighed for en alkolås, og en anden gruppe, der bibeholdt den nuværende straf. Herefter ville to gruppers strafhistorik i løbet af nogle år vise om en alkolås hjælper.

 

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.