Synspunkter — 12 december 2013

På vej ind i den digitale tidsalder

Af Allan Carstensen
Bestyrelsesformand for Trafik & Veje

Du sidder nu med årets sidste udgave af Trafik & Veje, som atter indeholder en lang perlerække af spændende artikler til gavn for hele vejsektoren.

Med et nyt år forude er mange af os i gang med at planlægge, hvordan vi bedst får budgettet til at hænge sammen i det nye år, og hvilke spændende nye tiltag og forandringer der skal til for at udvikle og forny, uden at regnskabet bliver rødt.

Den øvelse er vi også i gang med for Trafik & Veje, hvor vi gerne vil tilpasse bladet til læsernes behov, både i forhold til indholdet og i forhold til formen, som bladet kan tilgås på.

Der er en hastig digital udvikling inden for alle fagområder, og en stor del af de kommunalbestyrelser, der nu er valgt, vil ikke længere modtage trykte dagsordner, men digitale filer der kan læses på mobile enheder som tablets, iPads m.m.

Udviklingen går også på, at vi trods en vis forsinkelse bliver mere og mere papirløse, så notater, mødebilag m.m. altid forefindes tilgængeligt på den mobile device, og der ikke skal udskrives bunker af papir for hver deltager med vedlagte bilag m.m. i store mængder.

Den udvikling har vi også taget ad notam i bestyrelsen for Trafik & Veje og har på et netop afholdt strategiseminar drøftet, hvordan vi både kan matche og håndtere denne fremtid.

Matchet består bl.a. i, at det stadigvæk er langt de fleste af bladets læsere – og særligt dem der er født før 1970 – der foretrækker at læse et fysisk blad, der kan tages med i tasken overalt og læses hvor som helst, uanset netadgang eller genopladningsbehov. Samtidig vokser antallet af læsere dog også, som gerne vil kunne tage bladet med på deres iPad eller Tablet, så tasken ikke er fyldt med tungt læsestof.

Og skal vi holde de unges interesse fanget for vejområdet, er langt det meste af den skrevne presse og formidling af viden yt, hvis det kun kan ske gennem trykte fagblade.

Vores snak og strategiske overvejelser går på, at vi inden længe (læs ¾ – 2 år) skal kunne tilbyde bladet i både en trykt udgave og en ægte digital løsning, så vi holder fast i interessen for fagområdet og bladet hos både den ene og anden type læsere.

Udfordringen er bl.a. håndteringen af en digital udgave. Selv om alle skriver uden at få andet end et par flasker vin som tak, så koster det fortsat en del penge at producere bladet, og vi har de sidste 2 år oplevet en væsentlig nedgang i antallet af annoncer, der i høj grad er med til at finansiere bladet og holde udgiften for et årsabonnement på et acceptabelt prisniveau, når vi sammenligner med tilsvarende blade.

En digital udgave gør det samtidig nemmere at kopiere og videresende, uden at der kommer et større oplag eller indtægter til at dække produktionsomkostningerne.

Derfor er vi også gået i tænkeboks på, hvordan vi skal håndtere dette, så det stadig bliver attraktivt at holde bladet, hvad enten det er digitalt eller trykt og uden at miste annoncører i øvrigt.

Vi vil gerne holde fanen højt for at fastholde bladets kvalitet som vejsektorens vigtigste og reelt eneste formidlingskanal, hvor fagfolk har mulighed for at skrive om nye spændende forhold og udvikling på vejområdet til gavn for fagfæller og beslutningstagere.

Vi har fuld forståelse for, at der skal spares generelt, når krisen kradser, men her til sidst skal alligevel lyde det opråb til alle med interesse for bladet og formidlingen af såvel personlige som firmamæssige erfaringer og nyheder, at det kun kan ske, hvis alle fortsat vil støtte op om bladet med køb af abonnementer og annoncering af produkter og kompetencer m.m.

Spændende artikler fra private firmaer giver også god og gratis reklame, som det er værd at sætte pris på ved også at støtte reklamesiden i bladet.

God jul og godt nytår til alle vores kære læsere, skribenter og annoncører.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

admin

(0) Readers Comments

Comments are closed.