Synspunkter — 21 februar 2014

Broer og tunneler -kobler trafikken sammen

af Afdelingschef Anders Hunæus Kaas, Atkins Danmark A/S

Trafikåret 2014 er kommet rigtig godt i gang. Der er sket meget på den politiske scene med udnævnelse af en ny transportminister, Magnus Heunicke, som allerede har givet nogle interessante udmeldinger om, hvad der skal arbejdes med i fremtiden på det trafikpolitiske område.

En anden spændende begivenhed er naturligvis TogfondenDK, hvilket er en historisk stor trafikaftale, som kommer rigtig mange til glæde og gavn. I omfang kan den sammenlignes med de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, men forskellen er, at der i TogfondenDK findes stribevis af anlægsprojekter forskellige steder i landet, som etableres for at opfylde timemodellens målsætning om 1 times maksimal rejsetid i tog mellem landets største byer. De nye anlægsprojekter vil fortrinsvist være i Østjylland, men også en ny bane over Vestfyn og et større broanlæg på Ny Ellebjerg Station indgår ligeledes i TogfondenDK.

Et af temaerne for denne udgave af Trafik & Veje er ”Broer og Tunneler”, og det indeholder bl.a. en artikel om en ny tunnel mellem København og Malmø, som vil være et væsentligt element i forbindelse med en eventuel Øresundsmetro. En Øresundsmetro kan lyde som en dyr løsning, men det eneste reelle alternativ til at skabe mere togtrafik over Øresund vil være at etablere en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, og det vil ligeledes blive en dyr løsning, da der i dette alternativ, må indtænkes anlæg af en helt ny bane uden om Storkøbenhavn i Ring 5.

En Øresundsmetro vil kunne nedsætte transporttiden fra Malmø C til en central station i København til blot 15-20 minutter, aflaste overfyldte pendlertog over Øresund og samtidigt gøre det muligt at fordoble antallet af godstog over Øresundsbroen fra to til fire i timen i hver retning. En Øresundsmetro vil ikke blot aflaste de nuværende Øresundstog, men vil også skabe en stigning i antal togpassagerer i hele regionen. Øresundsforbindelsen har indtil nu været en stor succes, men kapaciteten er næsten opbrugt på jernbanedelen. Derfor er der kommet mange flaskehalse i jernbanenettet i Øresundsregionen.

Ikke blot Hovedstadsområdet og Skåne vil drage nytte af en Øresundsmetro. De afledte effekter for Øresundsbanen sammenholdt med den nye beslutning om et større broanlæg på Ny Ellebjerg Station vil skabe bedre plads til passagertog fra Malmø og Kastrup ud mod byer på Sjælland og retur. Det vil således være muligt at køre direkte hurtige Øresundstog fra Kastrup og Malmø til Holbæk, Roskilde, Næstved, Ringsted og Køge, hvilket vil kunne give en meget bedre betjening af passagerer på Sjælland med store rejsetidsbesparelser og færre skift mellem transportmidler til følge.

Netop skift mellem transportmidler er et andet væsentligt tema i TogfondenDK, da der er afsat en større pulje til parkering ved stationsområder. Dette er et meget vigtigt forhold at fokusere på, da den sammensatte rejse, hvori flere transportmidler indgår, er vejen til mere effektive rejser, der samtidig bidrager til at begrænse trængslen på vejnettet og giver den enkelte rejsende gode individuelle valgmuligheder for at vælge den situationsbestemte mest optimale rejseform.

For at den effektive trafik skal lykkes, er det imidlertid vigtigt, at infrastrukturen teknisk set er i orden – og i den sammenhæng spiller broer og tunneller en afgørende rolle, uanset om rejsen foregår i bil eller tog – Dette kan man blandt andet læse meget mere om i dette nummer af Trafik & Veje.

God læselyst.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.