Synspunkter — 24 juni 2015

En helt ny vejlov træder i kraft den 1. juli 2015, og den næsten nye privatvejslov fra 2012 bliver ændret på 85 punkter, så der er reelt tale om helt ny vejlovgivning for Danmark. Det lyder højtideligt, og det er det også, fordi vejlovgivningen er grundlaget for administrationen af hele den danske vejinfrastruktur.

Det er dog en realitet, at vejlovgivningen ikke har den store politiske eller folkelige opmærksomhed. Vejsektoren er imidlertid meget opmærksom på baggrunden for hver eneste større eller mindre ændring af lovgivningen om vejene. Vejlovgivningen har altid været baseret på sagligt velfunderede bestemmelser. Den nu gennemførte vejlovgivning følger i lige linje efter vejbestyrelsesloven af 1957 og vejlovene i 1972. Transportministeriet har udarbejdet lovudkastet, der har været sendt i høring til et stort antal interesseorganisationer.

Dermed er lovudarbejdelsen i høj grad blevet præget af sektorinteresser, og vi må håbe, at Kommunernes Landsforening og Kommunalteknisk Chefforening har brugt tilstrækkelige ressourcer på høringssvarene, så vejsektorens generelle ønsker er blevet varetaget. Noget kunne tyde på, at vejsektorinteressen skulle have været mere intens ved lovforberedelsen. Det har været Transportministeriets hensigt at modernisere vejlovgivningen, at gøre den enklere og tydeligere, at gøre administrationen af lovene lettere for kommunerne og såmænd også at gøre lovgivningen nemmere at forstå for borgerne. Disse hensyn er for visse bestemmelsers vedkommende lykkedes til en vis grad. Men hovedindtrykket af lovgivningsresultatet er dog, at kommunerne får så rigeligt at se til for at klare en korrekt anvendelse af de mange bestemmelser.

Den forenkling, der ligger i, at de fire vejlove er blevet til to – vejloven for offentlige veje, og privatvejsloven for private veje – er bestemt til at overse, når renholdelseslovens og vejbidragslovens respektive bestemmelser blot er indarbejdet i de to vejlove. Trængselskommissionen har peget på det gode samarbejde, som Vejdirektoratet og Københavns Kommune har om trafikstyring, og det ønskelige i, at dette kunne udbredes til hele hovedstadsområdet.

Vejmyndighederne har altid været gode til samarbejde på frivillig basis om forhold, der ikke koster så meget. Det virker derfor noget ”overkilled”, når ministeren nu i lovens §5 og §9 får hjemmel til at nedsætte fremkommelighedsudvalg og trafikstyringsudvalg over hele landet. Dette er ganske enkelt københavneri, men det gør nok ikke nogen skade. Bestemmelserne om, at transportministeren hvert år skal have de indgåede aftaler forelagt, og vejmyndighederne skal offentliggøre aftalerne, kan vist kun betegnes som overflødig registrering og kontrol. Vejlovens nye bestemmelser om koordinering, samgravning, bod, straf og erstatning ved ledningsarbejder i vejene ser ud til at give kommunerne et betydeligt administrativt arbejde.

Hensigten har været den gode at forbedre fremkommeligheden, så trafikanterne ikke unødigt skal forsinkes af vejarbejder. Bestemmelserne er en kritik af kommunernes hidtidige praksis. Der har jo altid været mulighed for at stille krav til ledningsejerne. Privatvejsloven fra 2012 ændres væsentligt, og navnlig bestemmelserne om de private fællesveje på landet bliver strammet op, så det bliver tydeligt, at disse veje skal administreres af kommunerne med så beskeden offentlig indblanding som mulig.

Det er godt, at det nu fastslås, at kommunerne ikke skal bruge administration på privatretlige konflikter, der skal løses af ejerne selv eller deres advokater. Kommunerne er sikkert tilfredse med, at de kommunale administrationsudgifter i vidt omfang kan kræves betalt af de private ejere, der strides om vejspørgsmål. Den kommunale vejmyndigheds forpligtelse for private fællesveje på landet er udelukkende at sikre, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.

Kommunerne kan glæde sig over, at der nu ikke mere er pligt til at holde vejsyn. Der kan træffes afgørelser om vedligeholdelse på grundlag af kommunens vurdering af behovet. Den nye vejlovs § 1 er som en nyhed formålsbestemmelsen, der giver vejsektoren vigtige pejlemærker. Her nævnes, hvad loven især skal medvirke til, nemlig et godt vejnet, god mobilitet, fremme trafiksikkerhed og trafikafvikling samt give plads til andre former for infrastruktur i vejene. Loven nævner ikke med ét ord miljøhensyn, vejstøj, støjafskærmninger eller hensynet til naboerne. Det er ikke en forglemmelse, så dette tidsskrifts temaskribenter om støj får ingen støtte i lovteksten. Dette er problematisk set i lyset af de mange ressourcer, som vejfolk bruger på netop støjemnerne.

Af Landinspektør Hans Faarup, Skanderborg

hans@faarup.net

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.