Synspunkter — 11 maj 2015

Innovationskultur i vej- og trafiksektoren efterspørges

Af sekretariats- og HR-chef Jette Kastoft, Vejdirektoratet

Den digitale udvikling betyder forandrede vilkår og værktøjer for vej- og trafiksektoren. Det kræver nytænkning i forhold til trafikafvikling, anlæg, drift og borgerkontakt. I det omfang udviklingen skal styres, kræver det ledelsesfokus på tværs af sektoren. Til gengæld vil det måske lette den faldende interesse for vejsektoren blandt de unge og dermed fremme den fremtidige rekruttering.

Vej- og trafiksektoren har i de sidste år været meget bekymret for, hvordan vi fik erstattet de store årgange af vej- og trafikingeniører, der er på vej mod pensionering, når vi samtidig kunne se, at søgningen til de klassiske ingeniøruddannelser var vigende.

Fremtidsscenarierne er bl.a. beskrevet og dokumenteret af Leo Larsen-udvalget og i VEJ-EU’s analyse: ”Rekruttering af ingeniører til infrastrukturområdet”. Initiativer som ”Engineer the Future” og vejsektorens Viadania understreger, at virksomheder og organisationer tager rekrutteringsudfordringen seriøst.

Min påstand er, at vi i sektoren forsømmer at kigge frem – at vi ikke i tilstrækkelig grad forsøger at afkode den nye infrastrukturverden, vi skal uddanne og rekruttere til. Vi er forblændet af den verden og de opgaver, vi kender og benytter os af i dag.

Forudsætningerne for de opgaver, vi skal løse, og de værktøjer, vi skal anvende, ændrer sig og udvikles med en sådan hast, at vi bliver nødt til at tænke frem, også selv om vi måske kun kan skimte konturerne af det, der kommer til at ske.

Udviklingen af selvkørende biler er et synligt og spektakulært eksempel på en af de forandringer, vi kommer til at se. De selvkørende biler kommer til at ændre forudsætningerne for trafikafvikling, anlæg og drift af vejene. Men de er kun en lille del af de ændringer, der er i fuld gang: Droner, 3D-udbud, selvkørende og -gravende maskiner er andre nye teknologier, der ændrer rammerne for de opgaver, vi skal løse.

De hurtige forandringer er en kæmpe udfordring for en sektor, der i sit DNA er langsom. Investeringer i infrastruktur har en lang ”produktionstid”, er kostbar og har en lang afskrivning. Det giver en latent risiko for fejlinvesteringer, og spørgsmålet er, om vi tænker toge, letbaner og motorveje på den rigtige måde, hvis biler bliver førerløse og måske endda ”fælleseje”. Nogen forudsiger, at delebiler vil blive det normale, og det vil være almindeligt at købe sig adgang til at benytte en køremulighed i stedet for at eje et køretøj.

Forandringerne er voldsomme. Til gengæld byder udviklingen på uanede muligheder, hvis vi forstår at spille sammen med de nye muligheder. De vil give nye perspektiver for samfundsmæssige prioriteringer som mobilitet, reduceret klimabelastning og bæredygtig vækst.

Og i forhold til rekruttering, så er konklusionen ikke, at vi skal have erstattet de ingeniører, der går på pension med nogen, der kan det samme, som dem, der går; men at vi har brug for medarbejdere/ingeniører med nye kompetencer og nye uddannelser. Vi kommer ikke til at kunne løse fremtidens opgaver med fortidens værktøjskasse. Men har vi billedet af, hvad opgaverne bliver, og hvad kompetencerne skal være?

En ny selvforståelse

Vej- og trafikområdet er præget af en stærk traditionel faglighed, hvor ingeniørerne har hjemmebanen. Området er godt forankret på uddannelsesstederne, og der er tæt samarbejde mellem private og offentlige aktører på området. Stærk traditionel faglighed indebærer imidlertid en fare for at fastholde en tænkning, der ikke har det nødvendige blik for fremtiden.

Det tætte samarbejde mellem sektorens mange aktører giver til gengæld et stærkt afsæt for at sætte en fremtidsorienteret dagsorden. Men det kræver, at vi tager udfordringen op, og at vi i fællesskab får skabt en ny selvforståelse og en innovationskultur, der sætter fremtidens behov og de teknologiske muligheder på dagsordenen.

Ledelsens ansvar

Håndteringen af ovennævnte udfordringer er én af de vigtigste ledelsesopgaver i sektoren. Det er ledelserne, der som de eneste kan kræve forandringen. Infrastrukturforvalterne skal have modet til at efterspørge og bestille det nye.

Men det er både infrastrukturforvaltere, rådgivere, entreprenører og uddannelsessteder, der skal ud af ”komfort-zonen” og turde tænke ud over erfaringen – både organisatorisk, teknisk og kommunikativt. Og hvis det virkelig skal rykke, er det vigtigt, at det ikke sker sporadisk eller tilfældigt, men som del af en bevidst innovativ strategi.

Til gengæld, hvis vi i branchen forstår at skabe den rigtige kultur, hvor nye organisationsformer, ny teknologi og digitale værktøjer krydses med ny faglighed, mobilitet og klima, så tror jeg også, at vi får en branche, som er en attraktiv arbejdsplads for de unge.

Så bliver rekrutteringen lettere, ikke som et resultat af en smart kommunikationsstrategi, men som resultat af sektor med en stærk forankret innovativ kultur.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.