Synspunkter — 14 marts 2017

Danske midler finansierer udenlandsk infrastruktur

Af Anders Hundahl, administrerende direktør i Asfaltindustrien

Danske pensionsmidler går til udenlandsk infrastruktur. Mens anlæg og drift af vejinfrastruktur står i stampe herhjemme, er der vækst og morgenluft i andre lande. Den udvikling skal vendes.

Danske pensionskasser finansierer i infrastruktur i andre lande. Det betyder, at danskere gennem deres pensionskasser er med til at investere i udenlandske arbejderpladser. For mens byggeri og investeringer inden for vejinfrastruktur ser ud til at stige i andre europæiske lande og i USA, står niveauet for anlæg og vedligeholdelse af vejbelægninger stille herhjemme.

Men naturligvis kan vi bringe pensionsmidler ind i danske byggerier og anlæg i stedet for at sende dem udenlands. Det kan ske gennem projekter baseret på offentligt-privat-samarbejde eller gennem Sund og Bælt-lignende projekter. Forudsætningen er politisk forståelse for betydningen af en smidig og optimeret dansk infrastruktur.

Ind med flow – ud med stop-and-go

Mange kommuner investerer klogt i vejbelægninger. De ved, at asfalten er billig, og at en vej koster mindre i drift, når den holdes vedlige. Det modsatte er tilfældet hos Vejdirektoratet. Her falder budgettet brat, og det er stop-and-go-politik af værste og skadeligste skuffe.

Når solen går ned over den langsigtede, statslige infrastrukturaktiviteter, så breder mørket og usikkerheden sig på markedet, og det er gift for investeringer. Usikkerheden tvinger entreprenørerne til at flytte investeringer til udlandet, hvor rammebetingelserne er mere forudsigelige. Her kan de så bygge for danske pensionskroner!

Asfaltindustrien og branchen appellerer derfor til politikerne om at tænde lys i mørket, skabe håb og forbedre mulighederne for at investere i Danmark. Politikerne kan bringe pensionsmidlerne i spil herhjemme ved at finansiere tunneler, broer og egnede vejstrækninger. Og de kan udarbejde en plan for de kommende 8 eller 10 år og bringe ro og forudsigelighed til markedet.

Ind med genbrug – ud med farlige stoffer

Lad os samtidigt vedligeholde og bygge veje miljøvenligt. Et skift mod mere omtanke til miljøet er heldigvis allerede godt i gang, og et udviklingssamarbejde mellem Vejdirektoratet, KL, Miljøstyrelsen, asfaltbranchen og Teknologisk Institut bekræfter, at genbrugsasfalt er mindst lige så godt og holdbart som al anden asfalt. Godt for miljøet – godt for Danmark.

Men ingen roser uden torne. Mens vi er på rette vej med genbrug, så bruger vi herhjemme stadig meget cutback-bitumen sammenlignet med udlandet. Cutback bruges i overfladebehandling og indeholder organiske opløsningsmidler, der belaster miljøet.

Mens Vejdirektoratet har udfaset brugen og bør have stor anerkendelse for det, efterspørges cutback-bitumen stadig af mange kommuner, fordi det er lovligt og billigt. Der er findes gode alternativer i dag, hvis man vil udstrække sin bevidsthed om miljø til at omfatte dette område.

Cobotterne kommer

Miljø er ikke kun klima, natur og grundvand. Det er også arbejdsmiljø. Vi skal være sunde og raske, også efter et langt arbejdsliv med manuelt arbejde. Derfor tog fagforeningen 3F og Asfaltindustrien for nyligt på studietur til Schweiz for at se, hvordan man dér bruger teknologien til at beskytte asfaltarbejderes muskler og led.

De har opfundet Cobotten. En klog robot, der arbejder sammen med asfaltarbejderen og letter det tunge arbejde med at skovle og rage. Måske dukker cobotten snart op på en vej nær dig!

Jeg ønsker til slut alle en god og sikker asfaltsæson, hvor vi tager fælles ansvar for at undgå ulykker. Én ulykke er en for mange, og vi skal tænke sikkerhed ind fra starten af et vejprojekt og turde sige fra, hvis ikke sikkerheden er i orden.

Lad os desuden arbejde sammen for, at vi i Danmark forlader stop-and-go og går mod flow, så vi for alvor får bragt pensionsmidlerne i spil og får investeret langsigtet i dansk infrastruktur. Sådan tænder vi lys i mørket og skaber håb, vækst og gode, danske arbejdspladser.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author